H.C. Andersen eventyr tekst stencil

Her er H. C. Andersens tekst: "De små Grønne". Stencil skabelonen er en del af historien, som hca skrev i et kladehæfte, og nu er her 7 linjer på stencilen. Måske du kan finde de syv linjer? Hint: Det er i den første del af historien...

De Smaa Grønne.
I Vinduet stod et Rosentræ, nys var det
ungdomsfriskt, nu saae det sygeligt ud,
det led af Noget.
Det havde faaet Indqvartering, der
aad det op; forresten meget honnet
Indqvartering i grøn Uniform.
Jeg talte med En af de Indqvarterede,
han var kun tre Dage gammel og
allerede Olderfader. Veed Du, hvad han
sagde? Sandt var det, hvad han sagde;
han talte om sig og hele Indqvarteringen.
"Vi ere det mærkeligste Regiment af
Jordens Skabninger. I den varme Tid
føde vi levende Unger; Veiret er jo
da godt; vi forlove os strax og holde
Bryllup. Mod den kolde Tid lægge
vi Æg; de smaa ligge luunt. Det
viseste Dyr, Myren, vi have megen
Agtelse for den, studerer os, vurde-
rer os. Den ..... æder os ikke strax,
den tager vore Æg, lægger dem i
sin og Familiens fælles Tue, underste
Etage, lægger os med Kjendskab og
Nummer, Side om Side, Lag paa Lag,
at hver Dag en Frisk kan springe ud af
Ægget; saa sætte de os i Stald, klemme
os over Bagbenene, malke os, saa vi
døe; det er en stor Behagelighed! Hos dem
have vi det yndeligste Navn: "søde lille
Malkeko!" Alle Dyr med Myre-Forstand
nævne os saaledes, kun Menneskene,
og det er os en Krænkelse, det er til at miste
sin Sødme over, - kan De ikke skrive
derimod, kan De ikke vise dem til Rette,
disse Menneskene! - de see saa dumt
paa os, see med sudle Øine, fordi vi
spise et Rosenblad, medens de selv æde al
levende Skabning, Alt, hvad grønnes og
groer. De give os det foragteligste Navn,
det væmmeligste Navn; jeg nævner det
ikke, uh! det vender sig i mig! jeg kan
ikke sige det, idetmindste ikke i Uniform,
og jeg er altid i uniform.
Jeg er født paa Rosentræets Blad;
jeg og det hele Regiment leve af Ro-
sentræet, men det lever igjen i os, der
høre til den høiere stillede Skabning. Men-
neskene taale os ikke; de komme og dræbe
os med Sæbevand; det er en fæl Drik!
jeg synes, at jeg lugter den. Det er forfær-
deligt at blive vasket, naar man er
født til ikke at vaskes!
Menneske! Du, som seer paa mig med
de strenge Sæbevands Øine; tænk over
vor Plads i Naturen, vor konstige
Udstyrelse i at lægge Æg og levere
..... Unger! Vi fik Velsignelsen:
"at opfylde og formere!" Vi fødes i
Roser, vi døe i Roser; hele vort Liv er
Poesi. Heft ikke paa os det Navn, Du
finder meest væmmeligt og stygt,
det Navn -, jeg siger det ikke, næv-
ner det ikke! Kald os Myrens Malke-
ko, Rosentræets Regiment, de smaa
Grønne!"
Og jeg, Mennesket, stod og saae
paa Træet og paa de smaa Grønne, hvis
Navn jeg ikke skal nævne, ikke kræn-
ke en Rosenborger, en stor Familien
med Æg og levende Unger. Sæbevandet,
jeg vilde vaske dem med, for jeg var
kommen med Sæbevand og onde Hen-
sigter, vil jeg nu pidske og blæse i
Skum, puste Sæbebobler, see paa ....
den Pragt, maaskee ligger der et
Eventyr i hver.
Og Boblen blev saa stor med
straalende Farver, og der laae i den
ligesom en Sølvperle paa Bunden.
Boblen svaiede, svævede, fløi mod
Døren og brast, men Døren sprang
op, og der stod Eventyrmo'er selv.
"Ja nu kan hun fortælle bedre
end jeg om - jeg siger ikke Navnet!
- de smaa Grønne."
"Bladeluus!" sagde Eventyrmo'er.
"Man skal nævne enhver Ting ved
sit rette Navn, og tør man det
ikke ..... i Almindelighed,
saa skal man kunne det i Eventyret."